Kære Margrethe,
Jeg føler mig som dengang i fjerde klasse, hvor jeg stod som den sidste tilbage, når der skulle vælges hold til rundbold: Udenfor og fravalgt.
Sagen er den, at jeg lige har hørt, at de fleste andre i min vennekreds er blevet inviteret til nytårsfest i et sommerhus ved Vesterhavet med overnatning og det hele. Men min mand og jeg er ikke blevet inviteret med!
Vi er en gruppe af venner, der kender hinanden igennem vores børn, der går i samme klasse. Igennem årene har vi holdt fester (med og uden børn), været på Langelands Festival, været samlet til grill-aftener, VM-fodbold og nytårsaftener. Nytårsaften har ikke som sådan været en fast tradition med de samme mennesker, men igennem årene har forskellige budt ind og lagt hus til, og vi har lavet mad sammen og haft det hyggeligt.
Jeg må indrømme, at jeg er chokeret over ikke at blive inviteret med i år. De, der inviterer, er ikke vores tætte venner, men som sagt er vi alle en del af den samme gruppe – eller det troede jeg. De fleste andre i gruppen er inviteret og har takket ja. Børnene snakker om nytårsturen i skolen, og min datter på 10 spørger også, hvorfor vi ikke skal med. Jeg er virkelig ramt af det her, mens min mand ikke tager det så tungt.
Jeg har spurgt nogle af de andre om, hvorfor de tror, vi ikke er blevet inviteret, men det ved de ikke. Jeg er også lidt stødt over, at min bedste veninde bare har takket ja uden videre. Jeg har overvejet at skrive til værtsparret i en humoristisk tone, og spørge, om de har glemt at invitere os, men jeg har ikke gjort det.
Jeg går og skumler over det her, og ved ærlig talt ikke, hvordan jeg skal komme videre. Det skal jo ikke forpeste min og min families december (men det gør det allerede). Hvad skal jeg gøre?
Kærlig hilsen
Heidi.
Kære Heidi,
Av! Jeg kan godt forstå, at den svier. Følelsen af at blive udelukket af gruppen aktiverer hos mange af os en nærmest fundamental angst. Mennesket er et flokdyr, og i tidernes morgen var vi dybt afhængige af at være en del af flokken, for at overleve. Samtidig ligger det i flokkens natur at skabe sammenhold ved at have en fælles fjende eller udelukke nogen.
Udelukkelse er en del af alle grupper. At blive holdt udenfor er den mørke side af venskab, og de fleste af os har både været ofre og skurke. Ligesom du, genkender mange den grufulde følelse fra skolegården, men det er noget, vi oplever livet igennem. Og heldigvis bliver vi som regel mere følelsesmæssigt robuste med alderen, og når vi er voksne har de fleste af os udviklet en høj tolerance for at dele vores venner med andre. Og alligevel kan vi sagtens blive ramt, især hvis udelukkelsen sker så påfaldende, som det er sket i dit tilfælde.
Udelukkelse gør også ondt, fordi det tvinger os til indse, at selv i de varmeste venskaber vil mennesker oftest vælge sine egne interesser, som din veninde. Men, hånden på hjertet, Heidi, var du ikke også taget af sted med din familie, selvom hun ikke var inviteret? Jeg synes ikke, at du kan forvente, at hun takker nej, fordi I ikke er inviteret. Plejer I at afstemme, om den anden er inviteret, inden i takker ja? Det kan synes som et svigt set fra din side, men prøv at se på jeres venskab nøgternt og vurder igen, om det er tilfældet.
At blive udelukket er et følelsesmæssigt drama, der udspiller sig i tre akter: Opdagelse, smerte, frigørelse. Lige nu hænger du fast i smerten.
Du har ikke sagt noget til værtsparret endnu. Hvis det er helt udelukket, at der er sket en fejl, og at invitationen ikke bare er gået tabt, så synes jeg, at du skal lade det fare. Jeg gætter på, at det er din stolthed, der gør, at du endnu ikke har spurgt dem. Medmindre der er en konflikt eller andet imellem jer, så er sandsynligheden, at der simpelthen ikke er plads i sommerhuset til alle, og at det var jeres tur til at stå over.
Jeg tror ikke, at du får noget ud af at spørge dem for sjov eller komme med stikpiller. Hvis du absolut vil vide hvorfor, synes jeg at du skal spørge åbent og ærligt: ”Hvordan kan det være, at vi ikke er inviteret med?” Men vær forberedt på, at hvad end svaret er, vil det måske ikke få dig i bedre humør. Mærk efter, om du virkelig vil spørge dem.
Du har mærket smerten ved udelukkelsen. Prøv nu, om du kan bevæge dig hen i dramaets sidste fase og sætte dig fri. Lad dig inspirere af din mand, som ikke lader sig gå på af situationen. Og begynd allerede nu at arrangere noget andet nytårsaften. Det er nemlig fordelen ved at være voksen; du har flere sociale cirkler og andre handlemåder, når du ikke må være med i hulen.
Måske skulle I tage ind til København med jeres datter og stå på Rådhuspladsen og opleve Rådhusuret slå det nye år ind? Og toppe det med en hotelovernatning, hvis I bor langt væk? Måske skal I selv holde en fest og invitere nogle af de venner eller familie, I godt kan lide at være sammen med? Måske kan du eller din mand spørge jer lidt for, der hvor I kommer, hvad andre skal nytårsaften? Eller I kan beslutte jer for at holde den dejligste nytårsaften med god mad, spil og fyrværkeri bare jer – og måske de gamle i familien – derhjemme. Husk, det er er også vores egen indstilling og vores eget bidrag, der er med til at definere nytårsaften – og alle andre aftener, for den sags skyld. Fortæl jeres datter om, hvordan det kommer til at foregå, så I kan glæde jer sammen. Og sluk for de sociale medier, så du ikke skal se alle de “perfekte” billeder fra sommerhuset.
Lige nu fylder det her meget hos dig. Men trøst dig ved, at der kommer andre fester, arrangementer og mere vand under broen. Jeg synes du skal løfte panden, rette ryggen og fokusere på de mennesker, der giver dig god energi her i de kolde måneder, og lad sommerhusfesten passere. Ønsk dem, der deltager en god aften (enten højt eller inde i dig selv) og ret så dit fokus på alt det gode du har og har mulighed for.
Og i fremtiden, tænk som Michelle Obama: ”When they go low, we go high” – vær storsindet og inviter også sommerhusejerne næste gang, du holder noget. Det vil føles bedre end at hænge fast i at være fornærmet.
God jul og godt nytår!
Kærlig hilsen
Margrethe