Hvad er psykoterapi?
Psykoterapi er en samtale, der hjælper dig med at reflektere over dit liv og dig selv for at blive mere bevidst om de følelser, antagelser og mønstre, der styrer dit liv. Ved at leve et mere bevidst liv bliver du i stand til at ændre ting for dig selv.
I en typisk session taler klienten det meste af tiden. Terapeuten vil lytte til, hvad du bringer til en session. Ikke kun at lytte til indholdet, men også til måden, du siger det på, og være opmærksom på det, du ikke siger. Men det er kun de ting, du bringer op, som vi taler om. Jeg vil spørge om din tilladelse til at tale om noget, jeg fornemmer er vigtigt. Generelt vil terapeuten give dig mulighed for at forme samtalen, hvor terapeuten opsummerer og stiller spørgsmål.
En psykoterapeut er uddannet til at lytte opmærksomt til det, du siger, samtidig med at hun samler op på ting, du kommunikerer ubevidst. For eksempel kan en, der har et dårligt selvbillede, ikke være opmærksom på, at hun kommunikerer dette med sin stemmeføring og kropsholdning og dermed ubevidst indbyder andre til at bekræfte sin lave tro på sig selv. Dermed bliver det selvopfyldende. En god psykoterapeut vil hjælpe dig med også at blive mere opmærksom på ting, du gør og siger ubevidst.
Psykoterapi er ikke noget, som terapeuten gør for dig. Det er et samarbejde mellem dig og terapeuten.
Skal jeg forberede noget inden sessionerne?
Inden den første session er det en god idé at tænke hvad du gerne vil tale om. Og når du så sidder i stolen, kan det være, at der er noget andet der fylder i dit liv, som trænger sig på. Vi tager altid udgangspunkt i det, du har brug for at tale om i situationen.
Nogle gange kan man som klient tænke: ”Jeg aner ikke, hvad vi skal tale om denne gang.” Og så viser erfaringen mig, at der altid dukker noget op, som du får glæde af at tale om alligevel.
Nogle gange vil jeg bede dig tænke over noget specifikt, træne nogle ting, vi har talt om eller udfylde et stamtræ over din familie, for at se på din baggrund og hvad du har med hjemmefra.
Hvor lang tid skal jeg gå i terapi?
Sessionerne varer typisk 60 eller 90 minutter, og det er ofte mest gavnligt at komme regelmæssigt en gang om ugen eller hver anden uge, når du starter op.
Psykoterapi er ikke et quick fix, det er et langt, sejt træk og et samarbejde mellem klient og terapeut. Enkelte gange kan en klient dog have glæde af en enkelt session eller to for at få lettet sit hjerte. Men psykoterapi bringer forandring i dit liv ved at hjælpe dig med at opdage og etablere nye måder at se og være i verden. Ofte slutter behandlingen, når disse nye mønstre er fast etableret som en vane. Denne proces foregår ofte over flere måneder.
Vi aftaler tid fra gang til gang, og du kan naturligvis stoppe forløbet, når som helst.
Hvem kan have glæde af psykoterapi?
Psykoterapi er til gavn for alle, der ønsker at forstå sig selv bedre, at leve mere bevidst og opnå deres fulde potentiale. Når noget skal ændres, og du ikke kan finde vejen frem. Hvis du bemærker negative mønstre, der gentager sig i dine relationer, dit arbejde eller dit parforhold, kan psykoterapi hjælpe dig med at forstå, hvor mønstrene kommer fra, hvorfor de gentager sig og hvordan du ændrer dem.
Du er også hjertelig velkommen, hvis du er i sorg eller akut krise. Så kan terapi give dig plads, trøst og nye perspektiver.
Hvad er forskellen på en psykolog og en psykoterapeut?
En psykolog har en fem-årig teoretisk universitetsuddannelse og må kalde sig Cand. Psyk. En psykolog har ikke nødvendigvis psykoterapeutisk tillægsuddannelse, og har ikke nødvendigvis selv gået i terapi.
Psykoterapeut er en privat, fire-årig uddannelse, der indebærer egenterapi og supervision. Psykoterapeut er ikke en beskyttet titel, men vælger du en psykoterapeut, der er medlem af Dansk Psykoterapeutforening (MPF), er du sikker på, at vedkommende har en godkendt fire-årig uddanelse, samt solid erhvervserfaring indenfor arbejde med mennesker, og at vedkommende følger foreningens etiske regler.
Både psykologer og psykoterapeuter kan behandle klienter, mennesker med ”ondt i livet,” angst, depression, stress, spiseforstyrrelser og parforholdsproblematikker.
Alvorlige psykiatriske tilstande som svær depression, psykiatriske diagnoser som border-line og andre personlighedsforstyrrelser samt psykotiske tilstande skal behandles hos en psykiater, som lægen kan henvise til.
Hvordan vælger jeg den rette terapeut?
Udover, at din terapeut skal have den rette uddannelse, er det vigtigt, at du vælger at gå hos en person, du føler dig tryg hos. Jo bedre forholdet mellem dig og din terapeut er, jo mere vil du sandsynligvis få ud af af psykoterapi.
At beslutte at søge hjælp og derefter vælge en terapeut kan være svært, for hvordan ved du, om du har god kemi med vedkommende? Jeg anbefaler altid, at du ringer og taler lidt med vedkommende, for at få en idé om, hvem hun eller han er. Du kan ringe til mig på 29 62 01 62. Din psykoterapeut i København
Hvad kan jeg tale med en psykoterapeut om?
Du kan bringe alt op, som fylder hos dig, stort som småt, nyt eller gammelt. Jeg vil grundigt sammen med dig undersøge, hvad der ligger i det, der fylder hos dig og se på, hvordan du kan ændre på handlemønstre, der ikke tjener dig. Jeg har ingen løsninger og er ikke ekspert i dit liv, men jeg hjælper dig til at finde ressourcer i dig selv.
Typiske problematikker, klienter kommer med:
- Selvværd og selvtillid
- Sorg
- Stress
- Seksualitet
- Traumer
- Parforhold
- Børn
- Selvsabotage
- Præstationsangst
- Angst
- Tristhed
- Spiseforstyrrelser
- Afhængighed
- Ensomhed
- Samspillet med andre mennesker
Psykoterapi København – priser
Hvad koster terapi?
60 minutters terapi koster 800 kr.
90 minutter koster 1.200 kr.
For studerende og arbejdsløse
60 minutters terapi koster 600 kr.
90 minutter koster 900 kr.