Kære Margrethe,
Jeg har kendt min veninde siden vi var børn, og vi har altid været som søstre for hinanden. Det er svært for mig at forestille mig, at hun ikke skulle være i mit liv. Og alligevel er jeg begyndt at overveje netop det. Sagen er nemlig den, at hun dræner mig for energi. Når vi er sammen, er det som regel på hendes præmisser, når det lige passer hende, selvom jeg har et ligeså travlt liv med fuldtidsjob, mand, barn og hund. Vores samvær drejer sig mest om hende og hun kredser meget om sin skilsmisse, som efterhånden ligger syv år tilbage. Hun er bitter på sin eksmand og på, hvordan livet er blevet for hende nu, hvor hendes døtre er store, og hun er meget alene.
Jeg er helt ærligt træt af, at hun sidder fast i den negative sump, og at der ikke er sket den store udvikling. Samtidig har jeg jo ondt af hende, og føler at jeg bør kunne rumme hende, også når hun er trist og nede. Det er vel (også) det man har venner til. Når vi ikke taler om hendes eksmand og hans nye kone og efternøler, prøver jeg at fortælle lidt fra mit liv. Jeg er begyndt at nedtone det gode, der sker, fordi jeg ikke vil få hende til at føle sig endnu dårligere. Hun giver mig ikke særlig meget plads, og mine fortællinger bliver lynhurtigt drejet om til at handle om hende. Selvom det er sket mange gange, bliver jeg ligeså paf hver eneste gang og får ikke sagt fra.
Det betyder alt sammen, at jeg frygter vores møder og telefonsnakke, for jeg føler mig fuldstændig drænet bagefter og er klar til at gå i seng, så træt bliver jeg. Det er utroligt svært for mig at sige fra overfor hende, men jeg kan som sagt ikke helt forestille mig ikke at have hende i mit liv, da vi har så mange minder sammen og på en måde er hinandens livsvidner. Hvad skal jeg gøre?
Kærlig hilsen
Ida
Kære Ida
Dit dilemma er i sin essens et, som vi alle står overfor her i livet: balancen mellem os selv og andre. Hvis behov skal vi tilgodese? Hvis vi er alt for meget i os selv og vores egne behov risikerer vi at blive usundt egoistiske, mangle empati og dermed skubbe andre folk væk fra os – de færreste vil i længden være sammen med en full-blown super-egoist. Hvis vi er alt for meget ovre i andre, og altid først tænker på deres behov, risikerer vi at glemme os selv – med usikkerhed, nedtrykthed og måske endda stress og depression til følge. Livet bliver bedst, hvis vi formår at pendulere mellem ”de andre” og os selv på en balanceret måde, vi har det godt med.
For vi har brug for andre mennesker i vores liv, ligesom vi har brug for at passe godt på os selv.
Og som du selv mærker alle tegn på, så passer du ikke på dig selv i din relation til din veninde. Du gør dig selv lille i hendes selskab, og du bliver fuldstændig drænet. Sat på spidsen, hvem skal du sørge for, dig eller hende? Du er hovedpersonen i dit eget liv, så tag din fulde plads. For hvis du bliver ved med at være underdog på denne måde, kan det sætte flere og flere negative spor i dit liv.
Du får det bedre af at omgive dig med mennesker, der værdsætter, inspirerer, støtter og udfordrer dig og som fylder dig op med positiv energi. Det er ikke det samme som kun at vælge venner, der er positive, succesfulde og happy. Livets ulykker og hårde tider rammer os alle før eller siden, og vi har brug for vores nære venner, når vi gennemgår en livskrise som skilsmisse eller dødsfald. Du har i den grad været der for din veninde. Du har støttet hende og lyttet til hendes mange følelser i forbindelse med skilsmissen. Du har været tålmodig, også for tålmodig. Jeg bliver nysgerrig på, hvorfor du har ladet venskabet køre så længe på denne måde?
Se indad
Det er på høje tid, at der kommer en forandring. Til at pendulet svinger over til dig. For venskabets balance er helt skæv, og det har det været længe. Din veninde er ude over den første chok-agtige fase af sin livskrise, og bør kunne løfte blikket fra sig selv og også se dig. Det er dog ikke sket indtil videre, og du kan højst sandsynligt ikke forandre hende og hendes negative fokus. Så forandringen må komme fra dig selv.
Start med at se indad og reflektere over din egen andel i, at jeres relation er blevet sådan.
Inden du træffer en beslutning om, hvad der skal ske, er det vigtigt at du arbejder lidt dybere med dig selv. Du kan vælge at gå i terapi og arbejde med dine svære følelser. Jeg arbejder ofte gestalt-terapeutisk med mine klienter, der har uløste konflikter med andre. ”Den anden” bliver sat i stolen (forestiller vi os), og jeg hjælper klienten med at sige de ting til ham/hende, som har hobet sig op indeni. Vi kan skifte stol, så klienten prøver at se situationen fra den andens side også. Det kan være en forløsende og øjenåbnende øvelse, der lukker op for styrker, som klienten ikke var klar over, at hun havde.
Du kan også arbejde med det selv. Skriv to breve til din veninde. I brev 1 giver du los for alle dine følelser, kom ud med det alt det, du er vred over. I brev 2 skriver du om din egen rolle i at venskabet ikke fungerer mere. Hvad har du gjort forkert? Hvad har du brug for? Læg nu brevene væk, du skal ikke sende dem til hende, men bruge dem til at få lidt luft og klarhed over, hvad du egentlig vil, og hvad der er vigtigt for dig.
Du har al for lang tid ladet hende overskride dine grænser. Det er livsnødvendigt, at du begynder at markere dine grænser, hvis du ikke skal miste dig selv. Derfor må du nu skride til handling. For at hjælpe dig på vej i din beslutning, vil jeg skitsere tre veje, du kan gå for at få det bedre og passe på dig selv:
1. Du kan bevare jeres venskab, men på nye præmisser. Tag den svære snak med hende om, at du holder meget af hende, men at du føler dig drænet af jeres samvær. Fortæl, at du gerne vil bevare jeres venskab, men at det bliver på en ny måde, hvor der er plads til dig og hvor jeres fokus bliver på flere positive ting. Du må tage din plads i venskabet og begynde at markere dine grænser. Start evt. i det små, hvis det er svært og uvant for dig: ”Nej, jeg kan ikke komme til dig, jeg kan mødes på X kl. Y.”
Fortæl også om det gode i dit liv, hold dig ikke tilbage men lad dig selv være glad, positiv, stolt og taknemmelig.
Forbered dig, så du ikke bliver paf, når hun prøver at overskide dine grænser: ”Det bliver jeg ked af, at du siger”, ”Nu var jeg lige ved at fortælle dig om X, og jeg vil gerne have, at du lytter”, ”I dag synes jeg ikke, vi skal tale om din eksmand.” Denne løsning beholder hende i dit liv (i hvert fald lige nu), men den kræver, at du træder ind i din styrke og holder fast på, hvad du vil i jeres venskab. Evaluer efter et par måneder, og mærk efter, hvordan du har det.
2. Du kan udfase venskabet gradvist: lade være med at besvare opkald, afslå, når hun inviterer, og tag ikke selv initiativ. Det virker måske umiddelbart som den nemmeste løsning, hvis du har svært ved at tage snakken med hende. Fordelen kan være, at du kan fokusere på, hvad du har brug for, men den har også nogle ulemper. Du kan måske blive ramt af dårlig samvittighed over at lyve og undgå hende. Jeres lange forhold kan virke uafsluttet, og skal I så blive ved med at invitere hinanden til store livsbegivenheder og fødselsdage? På den måde kan det blive en halv løsning, hvor du ikke 100% får kommunikeret, hvor du står.
3. Du kan afslutte jeres venskab. Fortæl hende, allerhelst personligt, at du igennem længere tid har følt dig drænet og ked af det i jeres venskab, og at du bliver nødt til at tage hånd om dig selv. Og at det indebærer, at I ikke skal se hinanden mere. Kort og uden for mange forklaringer. Ingen bebrejdelser af hende, men fokus på, at det er noget, du vælger for dig selv. Jeg kan vitterlig godt forstå, at det er svært for dig at se bort fra jeres fælles minder og fortid sammen i alt det her. Men de minder og den fortid har du stadig gemt i dit hjerte.
Nutiden lige nu er en helt anden. Derfor synes jeg også, at du som næste skridt i denne løsning unfriender hende på sociale medier, for ingen af jer har brug for information om, hvad den anden spiser til middag eller hvem hun var ude med i lørdags.
Lyder det svært og hårdt? Det er det også. Mange af os har svært ved afslutninger, svært ved at sige ordenligt farvel. Når vi stopper på en arbejdsplads siger vi ofte ”Jeg kommer forbi til kaffe en dag” (selvom vi aldrig gør). Det endelige farvel kan ubevidst berøre vores angst for det definitivt afsluttede… vores dødsangst. Men hvis du kan sige farvel til din veninde, gætter jeg på, at du også vil opleve en følelse af frihed og lethed.
Ida, du spørger mig, hvad du skal vælge. Det både skal og kan kun du selv svare på. Det er netop den vigtige læring, du kan tage med fra denne situation med din veninde: at du bliver bedre til at mærke: Hvor går mine grænser? Hvad er vigtigt for mig? Hvad skal jeg vælge? Og handle på det.
Jeg tror, at du inderst inde godt ved, hvad du vil.
Alt godt.
Kærlig hilsen
Margrethe
Så berigende og velskrevet – tak Vadmand kh Lisa Marie
Tusind tak for de venlige ord, Lisa Marie. Dejligt, at du kan bruge svaret. KH 🙂 Margrethe
Hvor er det godt svaret
Tusind tak 🙂
KH Margrethe